Hvorfor The Cure ikke helt er goth

The Cure dukker op på enhver liste over "gotisk musik" og er samtidig for poppy, for mærkelige, for meget på én gang til virkelig at høre hjemme der. Hvis du nogensinde har prøvet at sætte en præcis etiket på dem, ved du, at det ikke er så enkelt.

The Cure er et band, der voksede ud af post-punk og i årevis balancerede mellem new wave, pop rock og mørkere lyde tættere på gotik, men tilhørte den aldrig fuldt ud. Deres musik og udtryk trak på mange kilder på én gang, hvilket gør spørgsmålet "er The Cure goth?" umuligt at besvare med et enkelt ja eller nej. Det er netop den tvetydighed, der gør dem til et så interessant tilfælde at se nærmere på.

I denne artikel finder du:

• hvorfor The Cures lyd undslipper den klassiske definition på gothic rock
• hvad Robert Smith lånte fra den gotiske æstetik, og hvad han skabte på egne præmisser
• hvorfor skellet mellem gotik og post-punk har betydning, når du bygger en stilart inspireret af den scene

Lad os komme i gang.

Hvad er det, der gør The Cure svære at sætte i bås?

The Cure er et af de bands, der passer ind i flere kasser på én gang og alligevel ikke rigtig passer ind i nogen af dem. Diskografien spænder over mørk post-punk, melankolsk new wave, guitarbaseret pop og endda psykedelik. Det er hverken tilfældigt eller kunstnerisk kaos, men et bevidst valg om at bevæge sig mellem genrer gennem årtier.

Etiketten "gotisk" hæftede sig ved The Cure primært på grund af nogle få albums fra de tidlige 1980'ere, som "Pornography" og "Faith". Lyden på disse plader er tæt, dyster og fuld af uro. Men allerede "The Head on the Door" fra 1985 viser en helt anden side af bandet, meget mere poppet og dansabel. Det er svært at tale om et konsekvent gotisk projekt, når de efterfølgende udgivelser lyder fuldstændig anderledes.

Det er også værd at huske, at The Cure var aktive på et tidspunkt, hvor grænserne mellem subkulturer var flydende og stadig under udvikling. De tidlige 1980'ere var det øjeblik, hvor post-punk forgrenede sig i flere retninger på én gang, og ingen af dem havde endnu et klart navn eller et fast sæt regler. The Cure opstod samtidig med genrerne, ikke efter dem, så det vil altid være lidt søgt at sætte nutidens etiketter på den periode.

Dertil kommer spørgsmålet om image. Robert Smith med det vilde hår, sløret læbestift og sorte tøj blev et af de mest genkendelige billeder fra 1980'erne. Det image knyttede bandet stærkt til gotisk æstetik i den brede offentligheds øjne, selv når musikken på det pågældende tidspunkt lød mere som en sommerradiohit end som et dystert konceptalbum. Billedet satte sig fastere end lyden. Smiths karakteristiske stil med det opstrittede hår og den uformelle sort minder i dag om den stemning, som grunge-inspirerede huer fanger for fans af den stil.

Spørgsmålet om, hvorvidt The Cure er goth, har derfor ikke ét enkelt svar. Det afhænger af, hvilken periode af bandets karriere du taler om, og hvad du selv lægger i begrebet.

Hvordan lyder The Cure sammenlignet med klassisk gothic rock?

Klassisk gothic rock, som Bauhaus, Sisters of Mercy og Siouxsie and the Banshees, bygger på nogle genkendelige elementer: en tung, rytmisk bas, kolde guitarer der skaber en tæt lydvæg, og en vokal med tydelig dramatik. Teksterne kredser om død, forfald, religiøse billeder og eksistentiel angst. Lyden er bevidst rå og overvældende.

The Cure trækker på nogle af de samme virkemidler, men gør det på en anden måde. Robert Smith skriver sange om brud, længsel og depression, men det musikalske lag er ofte blødere og mere melodisk end hos de nævnte bands. Selv på de mørkere albums er der en åbenhed og en vis skrøbelighed, som man leder forgæves efter i den hårdere og mere lineære gothic rock.

"Disintegration" fra 1989 er et godt eksempel, ofte fremhævet som højdepunktet i bandets mørke fase. Albummet lyder tæt og følelsesmæssigt overvældende, men produktionen er meget omhyggelig, nærmest luksuriøs. Lag af synthesizere, udbyggede arrangementer, lange og flydende kompositioner. Det er en helt anden tilgang end den rå, næsten asketiske lyd fra det tidlige Bauhaus eller de første Sisters of Mercy-plader, hvor den bevidste ruhed var en del af budskabet.

Desuden har The Cure aldrig lagt humoren eller letheden fra sig. Singles som "Close to Me" og "Friday I'm in Love" er simpelthen gode popnumre uden nogen mørk undertone. I gothic rock ville et sådant stilistisk skift være svært at forestille sig, fordi genren holder meget konsekvent fast i sin stemning.

Forskellen høres også i, hvordan de to sider behandler rytmen. Gothic rock sætter ofte på en hypnotisk, ensartet puls, der opbygger spænding gennem gentagelse. The Cure kan sagtens gøre det, men griber lige så gerne efter lette, hoppende guitarriffs og melodier, der sidder fast allerede efter første lytning. Det er mere en sangskriverinstinkt end en genredisciplin.

Det er netop denne lydmæssige mangfoldighed, der gør The Cure til et fænomen for sig, der trækker på gotisk rock uden at være underlagt dens regler.

The Cures image og gotisk modestil

Hvad lånte Robert Smith fra gotikken, og hvad skabte han på sine egne præmisser?

Robert Smith er et af de mest genkendelige ansigter fra 1980'erne, men hans look var aldrig et rent citat fra den gotiske æstetik. Filtret sort hår, udsmurt læbestift, mørke rande under øjnene og løstsiddende, mørkt tøj, det er elementer, der forbindes med den gotiske scene, men Smith kombinerede dem på en helt anden måde end for eksempel Peter Murphy fra Bauhaus.

I 1980'ernes gotik dominerede smalle silhuetter, blonder, victorianske referencer og præcision i valget af accessories. Smith gik den modsatte vej: løse trøjer, udflydende makeup-konturer og et generelt indtryk af uorden. Det var ikke en stil bygget på disciplin, men på en slags bevidst kunstnerisk ligegyldighed over for slutresultatet.

Det er værd at se nærmere på de konkrete elementer i hans garderobe, for det er netop dem, der adskiller dette look fra klassisk gotik. I stedet for tætsiddende bukser i kunstlæder eller korsetter bar Smith brede sorte bukser og trøjer med løs strik, ofte med synlig udtrækning ved halsen. I stedet for præcist udvalgte sølvaccessories dukkede der tilfældige, ikke nødvendigvis matchende smykker op. Makeupet så ud som om det var påført uden spejl, og det var præcis meningen.

Hvordan klædte The Cures fans sig, og hvor hentede de inspiration?

The Cures fans fra 1980'erne og 1990'erne skabte deres stil i grænselandet mellem flere strømninger. De hentede fra post-punk-minimalisme, men også fra new wave og den almindelige hverdagsmode fra den tid. Sorte bukser, store skjorter, frakker fra genbrugsbutikker og lag, der ikke nødvendigvis passede sammen, det var deres kendetegn.

Det interessante er, at mange af dem ikke identificerede sig med gotikken som sådan. De gik ikke i gotiske klubber og ledte ikke efter plateaustøvler. Det var bestemte albums og den stemning, de udstrålede, der inspirerede dem, ikke tilhørsforholdet til en subkultur med faste påklædningsregler. Forbindelsen mellem gotisk musik og mode fungerede her på en mindre bogstavelig måde end i andre subkulturer.

Hvis du vil genskabe noget af den stemning i dag, har du masser af muligheder uden at ty til færdige sæt fra hylden. En løs sort skjorte i tykkere bomuld, båret med brede bukser og en frakke købt i en genbrugsbutik, giver et lignende udtryk. Det handler om proportioner: alt lidt for stort, lidt for langt, uden et tydeligt centralt fokuspunkt i outfittet. Undgå for tætsiddende stykker, for det er netop det løse og uafpassede, der skaber den rette stemning her.

I dag vender denne stil tilbage i form af løse sorte lag, oversized trøjer og makeup, der bevidst ser ufærdigt ud. Det er et godt eksempel på, at gotisk mode i forskellige udgaver har mange nuancer, og ikke alle af dem behøver en etiket for at give mening.

Hvorfor betyder grænsen mellem gotik og post-punk overhovedet noget?

For nogen der bare kan lide musikken og stilen fra firserne, kan den grænse virke som en akademisk detalje. Men hvis du bygger en look inspireret af en bestemt scene, så betyder forskellen mellem post-punk og gothic rock-musik noget helt konkret, andre snit, andre stoffer, en anden måde at sætte tingene sammen på.

Post-punk, som The Cure hælder mere imod, havde en vis råhed og skødesløshed over sig. Løsere snit, bomuldsT-shirts med tryk, slidte jeans, lag uden nogen tydelig plan. Firsernes gotik gik i retning af mere teatralitet, kniplinger, smalle silhuetter og præcision. Tætsiddende blazere, lange nederdele i tunge stoffer, accessories valgt med en klar intention. Når du ved, hvor et bestemt look kommer fra, er det lettere at fortolke det bevidst i stedet for at kopiere en tilfældig samling af referencer.

Det handler også om, hvordan du taler med andre fra scenen. At kalde The Cure et rent gotisk band er lidt som at springe halvdelen af deres historie over. En bevidst skelnen handler ikke om at dømme nogen, men om bedre at forstå, hvad man har på, og hvor det kommer fra. Hvis du er nysgerrig på, præcis hvor grænsen går mellem de to verdener, er det værd at kigge nærmere på de vigtigste forskelle mellem gotik og punk.

I praksis er den viden særlig nyttig, når du handler online. Hvis du leder efter en bestemt stil og ved, om du er ude efter post-punkens afslappede udtryk eller gotikkens præcision, er det meget lettere at filtrere resultaterne fra og undgå at købe noget, der ser anderledes ud end forventet. I stedet for at søge på brede termer kan du søge på konkrete detaljer: en oversized ribbet sweater kontra en tætsiddende korset med kniplingsindsats. Det gør en reel forskel, især når du køber uden mulighed for at prøve tøjet.

Grænserne mellem genrerne er aldrig skarpe, og det behøver de heller ikke at være. Men kendskabet til konteksten giver mere frihed, ikke mindre. Du kan trække på gotik, post-punk og new wave på samme tid og vide præcis, hvad du kombinerer og hvorfor.

The Cure og gotik: tæt på, men ikke helt

The Cure er et band, der i årtier har befundet sig på grænsen mellem flere scener og aldrig rigtig slået sig ned i nogen af dem. Post-punk, new wave, pop, gotik - alt det er til stede i deres musik og udtryk, men ingen af delene dominerer nok til at lukke diskussionen. Derfor vender spørgsmålet hele tiden tilbage, og derfor lyder svaret altid: "det kommer an på, hvad du leder efter".

Hvis den scene inspirerer dig og du vil omsætte det til konkrete tøjvalg, så kig forbi Gotyka, hvor du finder forslag tæt på både den rå post-punk-stil og mere udbyggede gotiske outfits.